Master Class

Sidder og forbereder mig til Master Class med Svend-Erik Engh i morgen i Malmö for deltagerne i Berättarnättet i Sverige! Prøver at finde ud af, hvad det betyder, Master Class.

En af de få Masterclasses, jeg har været med til, var med Dario Fo i 1996. Det var en fuldstændig uforglemmelig oplevelse, som har sat sig varige spor i mit virke som fortæller. Prøver at huske, hvorfor det var så epokegørende. Og så bliver jeg altså ydmyg og bukker hovedet. Dario var jo ud over at være et utroligt sympatisk og varmt menneske, en ener. Han kunne omfavne et publikum med et utroligt præcist kropsudtryk og en vidunderlig legende tilgang til livet og det gav hver enkelt historie og hver enkelt optræden sit helt eget liv. Og ikke at glemme hans kærlighed til Franca Rama, som i hele livet var hans bedste sparringspartner. Vi så dem arbejde sammen. Det var forrygende. Sikke en vildskab, sikke en kærlighed.

Så det var hele pakken, der var inspirerende. Hvordan i alverden skal jeg bare tilnærmelsesvis give deltagerne på Master Classen i morgen en lignende oplevelse?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *