Hænder, øjne og mund

Sønnen

Huset var hvidt med blåmalede vinduer. Blåt som havet. Foran huset førte en lille sti op til en bakke. Oppe på toppen havde drengen lavet en bænk og malet den irgrøn. Når han sad på bænken, kunne han se træet, en kæmpeblodbøg, der skærmede den, der sad under det med tykke grene og en krone af blodrøde blade. Drengen gik tit op på bakken foran huset for at beundre træet. Moderen sad ved et af vinduerne og kiggede på ham. Hun kunne ikke se træet, men hun kunne se, hvad træet gjorde ved den dreng, hun elskede så højt, hendes søn.

Den aften havde drengen – der nu ikke mere bare var en dreng, snarere en ung mand – siddet længe og set solen gå ned langt derude mod vest, mod havet, mod fremmede kyster.

Da han vendte tilbage til huset, ventede hun på ham. Hun så på ham med de der øjne. Hun elskede ham, som kun mødre kan elske deres sønner. Helt uden forbehold, men med et smerte så stor. Hun havde vidst i lang tid, at han var i færd med at forvandle sig til en mand og så ville han gøre, som sønner altid har gjort.

“Det er det, jeg altid har sagt: En dag forlader du mig og så glemmer du mig, som alle sønner glemmer deres mødre. I morgen tidlig vil du gå over bakken, forbi dit træ og forsvinde for altid”, moderens stemme var hård, anklagende.

“Nej”, den unge mands stemme var dyb og rund, “i morgen går jeg min vej for at gå ud i verden. Det er sandt. Men lige meget, hvad der sker, så kommer jeg tilbage, mor. På en eller anden måde.”

Han havde sagt det mange gange før. At han ville komme tilbage til hende på en eller anden måde. Det havde altid fyldt hende med uro. Hvad mente han? Hvordan ville han komme tilbage?

“Jeg går og pakker, mor. Jeg vil være sikker på at have det hele med.”

Hun gispede, tog sig selv i at græde. I morgen ville hendes søn gå op af den bakke og forvandle sig til en soldat, der skulle ud og kæmpe for land og konge. Tårerne gled stille ned af hendes kinder. Hververen var kommet en sen eftermiddag og uden mange ord overleveret et brev til hendes elskede søn, som forklarede hvor og hvornår han skulle melde sig for at finde den forbandede krig.

Om morgenen dansede elverpigerne i engen og tågens drømmeslør smøg sig rundt om huset. Langt væk hørtes hule dumpe lyde.

“Det er krigen”, hendes stemme var fyldt med uro, “om lidt kan vi høre flyvemaskinerne.” Han rejste sig og tog sækken på skulderen. Han kyssede hende farvel.

“På gensyn”, stemmen var mild og fyldt med selvtillid, ”jeg vender tilbage, mor, på en eller anden måde, det lover jeg dig. Stol på mig.” Nu blev ordene pludselig truende, onde. Hvad mente han? At han ville komme hjem i en kiste? Eller at han kom hjem i flere stykker, sprængt væk af en tåbelig landmine? Hun skulle til at sige noget, men standsede. Hans øjne var så milde, så fyldt med ømhed. Nu var det hendes tur til at slå blikket ned. Hun omfavnede ham. Så gik han. Med selvsikre skridt gik han sin skæbne i møde. Hun gøs. Det var ikke mere hendes lille dreng, der gik over bakken. Det var en ung mand. En ganske flot ung mand, skulle hun mene.

 

Moderen

De første flyvemaskiner kom. Som summende insekter flåede de himlens stilhed med deres last af død. Hun sad inde i huset og så, at de forvandlede alt omkring hende. Hun sad på en stol midt i køkkenet og så det. Hele tiden syngende. En smuk vuggevise, som hun altid sang, når hendes søn var bange for tordenvejr eller havde onde drømme.

Bombardementet holdt op lige så pludseligt og uforudsigeligt, som da det startede. Hun rejste sig tungt og gik udenfor i den triste, grå verden, der havde afløst den verden, hun kendte før. Hendes have med den grønne græsplæne og de fine blomsterklædte bed, alt var pudret med gråt støv. Hendes blomster, grøntsagerne, de små buske og æbletræerne var stivnet som en død, grå kulisse. Hun kæmpede sig op på toppen af bakken foran huset og så, at verden var blevet grå. Det store, blodrøde træ for foden af bakken ud mod verden var stivnet og lignede en kæmpestatue af noget, der engang emmede af liv. Den irgrønne bænk var pudret med det grå støv. Hun vendte rundt og gik trist ned til huset med de nu grå vinduesrammer.

Hver dag gik hun ud og vandede haven med sine tårer og hver aften satte hun sig på bænken og kiggede op mod stien, bakken og bag den træet, som drengen elskede. Hver dag med lidt flere smerter, hver dag lidt nærmere afslutningen.

Årene løb ud af moderens krop og ned i det triste grå.

En dag mærkede hun, at det var forbi. Hendes liv var ved at ebbe ud og hun følte vrede. Han lovede hende igen og igen at vende tilbage. Nu var det sidste chance. Hun satte sig tungt på bænken. Løftede langsomt og tungt sit ansigt mod bakken og så skikkelsen. En purung kvinde kom gående ned mod det sted, hvor hun sad. Den unge kvinde stillede sig foran hende. “Goddag, må jeg sidder her? Så kan jeg fortælle dig, hvad der blev af din søn!” Den gamle kvinde havde ikke hørt et menneske i mange år og det var overvældende bare at lytte til en stemme. Da det gik op for hende, hvad den unge kvinde sagde med sine ord, stirrede hun chokeret på dette væsen fra en helt anden verden.

“Hvad ved du om min søn? Hvem er du? Hvis du siger, at du er hans datter, skriger jeg og kan fortælle dig, at det er du ikke. Dine hænder er smukke og smidige, dine øjne er grønne som rubiner og din mund er stor og fyldig med en svungen amorbue. Du er ikke af vor slægt. Det kan jeg se.” Den gamle, døende kvinde så desperat på den unge, smukke kvinde, er havde sat sig ved siden af hende. Så naturligt, så levende. Det eneste levende i denne døde verden.

“Du har ret, jeg er ikke din søns datter og dog er jeg evigt forbundet med ham og med dig. Men hør nu, hvad jeg har at fortælle. Din søn døde ikke i krigen, som du tror – ja, for det er sådan, det er, ikke? Du tror, at din søn gik i krig for sit land og at han blev slået ihjel af fjenden, ikke?”

Den gamle kvinde nikkede stille.

Tyven

“Han blev aldrig soldat. Så snart han var kommet om på den anden side af bakken, hvor du ikke kunne se ham, drejede han ud mod havet, ud mod friheden. Det lykkedes ham at finde en båd, der var villig til at tage ham med til et andet land. Da din søn kom til landet med de høje bjerge, de dybe fjorde og de smukke brune mennesker, var han vild. Der var så meget, han skulle gøre – så meget han ikke havde fået gjort, mens han boede sammen med dig. Han drak vildere end de andre. Han sloges og han stjal. Han blev snart tyvenes konge.

En dag mødte han en ung kvinde. Hun stod på markedet og prøvede at sælge tørklæder i stærke farver og vilde mønstre. Da han så hende, blev han stakåndet, hun var blændende smuk – hendes hænder, der dansede i luften, munden, en rød rubin i det smukke ansigt og hendes øjne, irgrønne og lysende af intensitet. Da hans hjerte begyndte at slå igen, havde det fået en ny rytme, en kærlighedens rytme.

Han gemte sig og så, hvordan hun i løbet af en hel dag næsten ingenting fik solgt. Da dagen var omme, begyndte den unge kvinde at pakke sine tørklæder sammen. Din søn sprang frem, knaldede sin store fyldte pung på kvindens disk og så forventningsfuldt på den smukke kvinde. Pungen sprang op og åbenbarede en bunke guldpenge. “Her. Tag dem. De er dine. Og der er flere, hvor de kommer fra.”

Den unge kvinde så på ham med isnende kolde øjne “Nej tak, jeg ved ikke om de penge er mine forældres eller hvem du har stjålet dem fra. Men jeg vil ikke have dem.“

Så skrabede hun alle pengene ned på jorden og gik stolt fra markedspladsen. Din søn fulgte efter og bag ham kunne han høre, hvordan folk begyndte at slås om pengene, der lå spredt på jorden. Kvinden bevægede sig elegant af sted ned mod byens midte, der hvor de fattige bor. Ved en gammel ussel rønne standsede hun og gik ind. Han gik frem i gadelyset. Hun råbte ud af det lille vindue.

“Gå. Jeg hader dig. Du har slået min far og min mor ihjel. Du stjal alt, hvad de havde og det kom de sig aldrig over. Det kan jeg ikke tilgive.”

Din søn gik hjem. Han var som forvandlet. Han ville ikke drikke mere, ikke slås, ikke stjæle. Han sad bare og sukkede. De andre røvere prøvede at gøre ham tilfreds. Lige meget hjalp det. Da de fandt ud af, at det bare drejede sig om en kvinde, var de ikke sene. De bortførte hende. Han rørte hende ikke og undskyldte de andres opførsel, mens han fulgte hende hjem. Hun var kold og utilnærmelig. Han sagde farvel ved hendes gadedør. Og der, da han så det isnende had strømme imod ham, forstod han, at han var fortabt.

I en pause i feberen forstod han, at han måtte af sted for at holde sit løfte. Han var ved at dø, men han ville sige farvel til dig, før det skete. Før han tog af sted, gik han til den unge kvinde. Din søn fortalte kvinden, at hun havde stjålet hans hjerte. Kvinden svarede roligt, at han havde stjålet hendes far og mor fra hende. Han fortalte kvinden, at han var ved at dø, og hun sagde uden medlidenhed, at det kunne hun godt se.

Din søn forklarede kvinden, at han måtte have noget til gengæld. Hun havde stjålet hans hjerte og hans liv og nu ville han stjæle det smukkeste ved denne iskolde kvinde. Og så stjal din søn kvindens hænder, øjne og mund. Lagde det i den lille vadsæk, han havde taget med sig og forlod den unge kvinde, som han havde mistet sit hjerte til.

Da han kom tilbage til sit moderland, var det forandret. Gråt, uendeligt trist, som en kulisse af forstemthed. Intet liv, ingen død, kun ingenting. Han stred sig frem, for hvert skridt han tog, blev det sværere og sværere at bevæge sig. Din søn faldt om ikke langt fra træet og kun ved opbydelsen af sine sidste kræfter trak han sig hen under træets krone. Han vidste, at han blot skulle op på toppen af bakken, så havde han holdt sit løfte. Det var ham bare ikke muligt.

Han lukkede øjnene og ønskede blot, at du skulle finde ham en dag og forstå, at han havde gjort alt for at overholde sit løfte. Som i trance hørte han en lyd, fra noget levende. Som en skraben af et dyr. Det kom fra den anden side af træet. Og med opbydelsen af sine sidste kræfter kravlede din søn over for at se, hvad det var. Det tog lang tid. Han måtte holde mange pauser for at samle kraft til den næste meter.

Det var et nyfødt barn, levende. Lagt i en flettet kurv, sat under træet som om det kunne give ly for verdens farligheder. Han så ned i kurven og så, at det spæde barn ingen mund, ingen hænder og ingen øjne havde.

Din søn tog vadsækken frem, fandt sin elskedes hænder og satte det på barnet. Og hænderne forvandlede sig til barnehænder, der nysgerrigt greb ud for at favne verden.

Landskabet ændrede karakter. Alt det der før var pakket sammen, foldede sig ud. For barnet, for din søn og for verden. Bladene på træerne, der ikke havde været sprunget ud siden krigen kom til landet, sprang ud af hylstrene. Kronbladene på blomsterne viklede sig ud af sorgens tætte spind. Græsstrå rettede sig op og gjorde sig klar, til hvad var der vist ingen, der vidste. Alt var stadig kun gråt, men der var en forventning, som ikke havde været der før.

Din søn gav barnet øjne, sin elskedes grønne øjne. Og øjnene blev til barneøjne og øjnene så. De så, at alt det grå forsvandt. Det var som om et gigantisk filter havde været trukket ned over landskabet og i det øjeblik, det lille barn fik øjne, kom farverne igen. Grønt og frodigt stod træet nu på en græsmark. Og snart var der røde og blå knopper i det grønne, og violette, og gule. Blomstermarken stod i sit fineste skrud. Og blodbøgen over ham i den smukkeste forårsdragt, rustenrød og mægtig.

Din søn gav barnet en mund, en barnemund. Munden bevægede sig, ville vist sige noget og i det samme kom bevægelsen til alt det, som før var stivnet. Alt omkring dem blev levende. Bladene dirrede af den lette vind, blomsterne fik besøg af vingede elskere og luften summede af glæde. Din søn lå i græsset og var lykkelig. Han så på det landskab, han kendte så godt, og vidste at han var kommet hjem.

Han havde mistet de sidste kræfter og alligevel følte han sig let, fri. Så blev det aften, tiden for fortællinger. Din søn fortalte historien om sit liv til træet. Om løftet, som betød så meget. Om dig, om kvinden, der stjal hans hjerte. Og tålmodigt stod træet der og lyttede. Kunne vist ikke andet. Til sidst sagde din søn, at træet skulle passe godt på barnet og se til, at det voksede op og kendte sin historie. Den historie, som barnet så skulle bære videre til dig. På den måde skulle du forstå, at din søn holdt det løfte, han engang havde lovet. Om morgenen var han død. Træet tog sig af barnet og barnet voksede op til at blive den unge kvinde, der sidder foran dig nu.

 

Træet

Og i morges, da jeg dansede rundt om træet, som jeg altid gør, blev det pludselig alvorligt og fortalte mig, at det var tid. Så satte jeg mig og træet fortalte din søns historie. Fra ende til anden. Det tog lang tid. Da det var færdigt, sagde det, at jeg skulle gå over bakken hen til huset med bænken. Der ville du være. Jeg skulle fortælle dig historien, men være forberedt på, at du ikke troede på den.”

“Jeg forstår ikke, hvorfra du ved alt det om min søns løfte – men nej, jeg tror ikke på dig. Og hvorfor har du ventet så længe på at gå det lille stykke?”

“Træet mente, at du ikke var klar før nu.”

Den unge kvinde så rundt på det golde, grå landskab, der omgav den gamles hus og sagde stille:

“Hvis træet er grønt og der er grønne marker fyldt med røde og gule og blå blomster og luften summer af brummende basser og livet leves, vil du så tro mig?”

Den gamle kvinde så den unge kvindes beslutsomhed. Hun rejste sig besværligt, så ud over den golde have, som hun så nidkært havde passet i alle disse år.

“Det ved jeg ikke.”

“Det er også lige meget. Du skal se det.”

Så tog den unge kvinde den gamle kvindes senede hånd og de gik sammen. Den unge kvinde hjalp den gamle, når der var en sten eller når gruset var løst. Helt op til toppen af bakken. Der satte hun sig på den irgrønne bænk, fik pusten tilbage efter anstrengelserne og så. Træet lige foran hendes øjne var fyldt med grønne blade, vinden legede med dem, et egern pilede af sted, grønt græs og røde, blå, gule, orange og violette blomster. Den gamle kvinde blev helt fortumlet. Hun havde ikke set farver og liv i lang tid og behøvede lidt tid. Så de sad der bare på den irgrønne bænk. Den gamle og den unge kvinde. Ikke meget blev sagt, men der blev smilet og nogle gange også leet. De lo over ingenting eller alting eller en kat, der stod helt stille og jagede noget nede i græsset.

“Kom”, sagde den unge kvinde, “det er ved at blive koldt. Du skal ind i dit hus.”

“Hvorfor det?”, den gamle kvindes stemme havde fået en klang, som den ikke havde haft længe, “i nat skal jeg dø. Og her, for foden af det træ, der har begravet min søn og passet på dig, det er det bedste sted, det må du forstå.”

Den unge kvinde spurgte om den gamle nu troede hende og på historien om hendes søn. Den gamle kvinde mente ikke, at det var så vigtigt. Den gamle kvinde begyndte at synge. Det lød sprukkent og stemmen var hæs. Da den gamle var færdig, var der stille i lang tid. Så spurgte den unge kvinde: “Er det den sang, du trøstede ham med, når han var bange for tordenvejr og for ulvene i skoven?”

“Ja”, der var en ro i den stemme. Som om hun havde fundet det, som hun havde ledt efter hele sit liv. “Gå nu og lad mig alene. Du har et helt liv, du skal have levet. Jeg har en nat til at sige farvel. Det kan jeg kun alene. Jeg ved ikke, om du forstår.”

De to kvinder så på hinanden og begge vidste, at det var tid for handling. Den unge kvinde omfavnede den gamle.

“På gensyn.” Så gik hun.

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *