Krabben og kysset

Realistiske historier

En midsommer – aften sidst i 1950´erne i den nordsjællandske by Rørvig. Der skete ikke noget, eller der skete det, som skulle ske. Drengene redte hår med en kam, de havde i deres uldne jakker, nogle af pigerne havde gule regnfrakker på, som så brandgodt ud til deres solbrune ben. Pigerne stod der bare, eller sad. Hvis de stod op, tegnede de med tæerne i sandet, hvis de sad ned, var det en finger, der lavede cirkler og andet meningsløst. Hvis de lokale var heldige, fik de lov til at sejle i Københavnernes både. Det år var der en indædt konkurrence i at fange krabber. Det var ellers noget, som snotungerne gjorde om dagen. Elevator-krabber hed de. En snor, en klemme, et lille stykke fisk, og så ellers få krabberne ned i en spand, som man ikke altid huskede og tømme, når man skulle hjem i sommerhuset. De unge syntes, det var barnligt at fange krabber på den måde, men det år var der gået sport i at fange krabber med de bare næver. Især Jakob, en af de lokale fiskersønner, var fænomenal til at fange krabber på den måde. Han sprang på hovedet i, og når han så dukkede op igen med en levende krabbe i hånden og vandet skummende rundt om den slanke, stærke krop, hujede og klappede de lokale, som om de havde vundet en fodboldkamp.

Pigerne sendte stjålne øjekast til Jakob, når han stod der og var en sand vinder. Der var især en, der kiggede rigtigt meget på ham. Kirsten hed hun, var brygmesterens datter fra Valby, boede i et af de fine sommerhuse og var forlovet med Niels, landsretssagførerens søn fra Østerbro, som tilfældigvis havde et lige så fint sommerhus lige ved siden af brygmesterens. Jakob var sikker på, at han ikke havde en chance hos Kirsten, så det forvirrede ham, at hun sad der lige så fornem og rank sammen med en flok andre Københavner-tøser og skød lyn med de grønne øjne. Det var stadig tidligt på sommeren og Jakob havde ikke set Niels, der måtte have sine grunde til at foretrække at tilbringe al sin tid inde i København. Jakob kunne lige så godt glemme det og kysse lidt med en af lokale, Helle f.eks. som han havde siddet bagved i skolen og hevet i fletningerne. Men Helle kendte Jakob alt for godt, og han havde også kysset lidt med hende i vinters – det var der ligesom ikke noget ved.

Solen hang lavt bag bakkerne og under hujen og udelt beundring sprang de unge mænd på hovedet i havnens plumrede vand. En af Københavnerne, en kvabset advokat-søn fra Hellerup havde fået vand i næsen og stod nu og nøs ynkeligt. Jakob skreg af grin og udtalte bramfrit, at han ville fange havnens største krabbe og den ville han give til havnens kønneste pige. Han sprang ud, dykkede og var under vandet i mere end et minut. Da han prustende kom op af det grumsede vand, viste han triumferende en stor, grøn krabbe. Han gik hen til Kirsten og smed den ned i hendes skød. Kirsten reagerede overhovedet ikke, som han havde forventet. I stedet for at vifte krabben væk og lidt koket sige noget om, hvad han var ude på, sad hun bare og stirrede. Krabben krabbede rundt i hendes skød og grisede hendes fine, hvide kjole. En af hendes veninder bad ham om at fjerne krabben. Han bøjede sig ned, tog krabben mellem pege – og tommelfinger. Jakob kunne ikke undgå at røre ved kjolens tynde stof og idet han gjorde det, gav Kirsten en lille undselig lyd fra sig. Jakob undskyldte. Hun sagde, at det ikke gjorde noget og smilede. Jakob stivnede og sagde et eller andet uforståeligt. Så fik han travlt og kastede med et brøl krabben tilbage i vandet. Bandende pustede han på fingeren, som den havde bidt i. Kirstens latter var som hun selv. Fin og klingende, sprød, som om hun smagte på det morsomme. Han fik tørret sig, fik lidt tøj på og satte sig over ved siden af hende. Hendes veninder spurgte, om hun ville med ned til en af de andre københavnere, men hun rystede bare på hovedet og mumlede noget om at hun sagtens kunne køre hjem alene, når tid var. Så sad de der og kiggede på solen, der langsomt gik ned bag bakkerne. De sagde ikke meget, men det de sagde, betød noget. Da solen var gået ned og det blev lidt køligt, spurgte han, om han ikke måtte følge hende hjem til hendes sommerhus. Det måtte han gerne. Hun havde sin cykel med og de gik og sparkede til stenene og snakkede. Da de var kommet hen til Kirstens sommerhus, stod Jakob lidt og kiggede. Han vidste jo godt, at hun boede der, men havde aldrig taget sig tid til at kigge ind. Huset var dobbelt så stort, som det hus Jakob og hans mor og far boede i nede i byen. Han takkede for aftenen og stod lidt og vippede på fødderne. Kirsten spurgte, hvorfor han ikke bare gik hjem. Jakob forklarede, at det kostede at blive fulgt hjem. Jakob lavede trutmund. Kirsten så forfærdet op på det store hus og forklarede ham, at han ikke bare kunne få et kys. Men Jakob insisterede. Han havde fanget krabber til hende, de havde snakket, han havde fulgt hende hjem, han havde set, hvad der skete med Kirsten, hvis man rørte ved hendes ben, så nu syntes han, at hun skulle lade være med at så knibsk og give ham det kys, som han fortjente. Kirsten kiggede skælmsk op på ham og sagde drillende, at hvis Jakob kunne få færgen til at danse, så ville hun kysse ham, ikke før. Hvis han kunne få færgen til at dreje en hel omgang rundt om sig selv, så lovede hun, at han nok skulle få det kys. Så tog hun sin cykel, åbnede havelågen og løb ind til huset. Latteren havde en anden tone nu. Den var drillende, forførende og det ærgrede Jakob, at han ikke var ligeglad. Sådan en åndssvag Københavner-tøs. Men han var ikke ligeglad. Han ville have det kys. Så vidt Jakob vidste, havde færgen mellem Hundested og Rørvig aldrig drejet en hel omgang rundt om sig selv og hvorfor skulle den dog også det? Åh, Københavner-tøser. De var ikke til at blive kloge på. Han kunne lige så godt gå i lag med Helle i morgen. Så slog det ham. Jakobs onkel, Verner var en af dem, der sejlede færgen. Og han godt lide øl. Og Jakob vidste, hvordan man drejede roret, det gjorde alle drenge i Rørvig. Jakob gik hjem, skrev en invitation til Kirsten om, at fredag aften, når den sidste færge sejlede ind over sejlrenden mod Rørvig, ville hun få et syn at se, som meget få mennesker havde set: Færgen mellem Hundested og Rørvig i en 360 graders dans. Og han skulle have sin velfortjente løn: Et kys, et saftigt varmt kys, som skulle vare næsten lige så længe, som Jakob kunne være under vandet, og det var længe.

Fredag aften kom. Jakob havde købt en pose øl og steg ombord, gik op til Verner og fortalte, at han skulle til fest i Hundested hos en studine, han havde mødt på kajen. Studinen havde fødselsdag i dag og de var vel en 10 unge, der lige skulle have en øl og en svingom. Verner mumlede noget om, at han havde set, hvordan Jakob havde fanget krabber og andet godt fra havet. Jakob trak en øl op og spurgte, om onklen ikke skulle have en med. Det skulle han. Det gik hurtigt og Jakob havde knap fået drukket en halv, da Verner var i gang med sin tredie. Lige da færgen var på vej ind til Hundested, spurgte Jakob ligesom tilfældigt, hvilken dato det var i dag. Fredag den 29. juni, meddelte den nu ikke helt ædru onkel til Jakob. Jakob bandede. Han forklarede til Verner, at festen i Hundested var den 30., altså i morgen. Jakob rystede på hovedet over sin dumhed og sagde, at han nok blev nødt til at blive sejlet tilbage til Rørvig. Verner var lettere forvirret, men da Jakob trak den fjerde øl op, blev han mildere stemt og snart stod han og sang en stille sømandsballade, mens færgen nærmede sig Rørvig.

Verner meddelte syngende, at Jakob skulle tage roret, for nu skulle der den onde lyneme slås streger, hvis Jakob ellers forstod pointen. Jakob fik roret i hænderne, mens Verner vaklede ned af trappen. Da Jakob hørte døren ind til toilettet blive lukket, kiggede han efter Kirsten. Hun stod der, yderst på molen og vinkede til ham. Så drejede han roret hårdt ned mod styrbord. Han kunne høre Verner bande og svovle, da han bankede skinnebenet mod lokummets høje kant. Onklen forsøgte at lukke bukserne, samtidig med at han var på vej op af trappen. Det forsinkede ham yderligere, og Jakob følte triumfen pulsere i blodet. Det overraskede ham, hvor hurtigt sådan en stor færge kunne dreje om sin egen akse. Og da han så Hundested passere forbi vidste han, at han havde vundet. Så fik Jakob en på hovedet og Verner tog fat i roret, mens han skreg, om Jakob var blevet sindssyg eller hvad fanden der var faret i ham. Nu havde færgen næsten drejet en hel omgang om sig selv og derfor var det for Verner bare et spørgsmål om at rette op og komme ind og lægge til i havnen.

Da Jakob kom ned på molen, var hun væk. Han løb ud til Kirstens sommerhus, bankede på og ventede. Oppe på første sal syntes han, at han så en bevægelse af noget hvidt, der skyndsomt forsvandt bag gardinerne. Så åbnede døren sig og der stod brygmesteren i slåbrok. Jakob forklarede, at han skulle have et kys af brygmesterens datter, det havde han ærligt fortjent. Brygmesteren så ondt på Jakob og forklarede, at lige meget hvad Jakob kunne finde på af vanvittige indfald, ville han aldrig få så meget som et kindkys af hans datter. Kirsten var forlovet og det var ikke med sådan en fattiglus som Jakob. Brygmesteren smækkede døren i med et brag og da Jakob gik fra sommerhuset, så han bevægelsen igen. Noget hvidt, der lynhurtigt forsvandt bag de tunge gardiner.

Jakob fik aldrig det kys. Men han lærte, at historien om det manglende kys og Kirstens måde at behandle ham på, det kunne få Københavner-tøserne til at slå smut med øjnene og kælent udbryde: “Aj, hvor er det synd, at du aldrig fik det kys”. Og så fik Jakob kys. Mange kys, men det er en helt anden historie, som du får en dag, når færgen fra Hundested til Rørvig drejer rundt om sig selv for anden gang.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *