Atombomben

I Glostrup et sted for enden af Magnoliavej lå junglen. Uhyggelig for dem, der ikke kendte den, et paradis for os, der var konger i junglens mørke dyb. Ingen voksne var nogen sinde set gå derind og slet ingen var kommet ud derfra.

Junglen lå nede i hjørnet af græsplænen. Græsplænen var stor og grøn med indlagte grusstier. Rundt om græsplænen var der et højt, sort plankeværk. På langsiden ud mod Gasværksvej for at holde papegøje-drengene fra de grimme grønne blokke på Gasværksvej ovre hos dem selv. På den korte side ud mod de nydelige, gule villaer for at holde os væk fra de fine fruer.

I villaerne boede også blodhundene, bidske schæferhunde, der hele tiden gøede af os, når vi sprang rundt og råbte som Tarzan og en folk aber. Så kravlede vi ned, tog en håndfuld små sten og kravlede tilbage op i træerne, hvorfra vi kunne ramme de store hunde med vores sten. Vi gemte os, når de fine fruer kom ud.

Kampen inde i junglen var nogen gange særlig intens. Lad mig fortælle om en sådan intens dag. Der var kommet nogle russere til junglen og det var det værste, det vidste vi alle. Russere spiste børn til morgenmad og var dommonister. Det var det grusomste, man kunne være, russisk dommonist.

Jeg var på hold med Tykke-Kaj og var derfor en af de onde – vi var russiske dommonister sammen med to drenge oppe fra en af de første blokke. Vi var trængt ind i junglen uden at møde modstand og Kaj var begyndt at blive nervøs for, om Jan og Niels havde lagt en fælde for os. Kaj kommanderede mig op i det højeste træ.

“Hvorfor det?”

“For at holde udkig, din banan”

“Efter hvad?”

“Fjenden, naturligvis”

“Hvordan ser han ud?”

“Det er sgu da Jan og Niels, der er fjenden. Kravl nu bare op og find ud af, hvorfor vi ikke kan se dem.”

Jeg kravlede op i træet. Jeg kunne stadig ikke se dem. De var som sunket i jorden. Det sagde min far, når vi en sjælden gang legede tag fat. Han var skifteholdsarbejder på tre holds skift ude på Poul Bergsøe og Søn, så han sov tit hele dagen og havde ikke rigtig tid til at lege.

Men når jeg havde fundet et godt sted at gemme mig, råbte min far altid højt:

“Det var pokkers, han er som sunket i jorden.”

Så jeg lænede mig frem og råbte, så højt jeg kunne ned til dem på jorden:

“De er som sunket i jorden.”

“Hold da op med at råbe, din kvajpande. Og hvad er det for noget åndssvagt noget at lukke ud. “Som sunket i jorden”.  Du lyder som min far, når han fyrer floskler af.”

“Jeg kan altså ikke se dem.”

“Nå, så kom ned.”

Jeg havde ikke lyst til at gå ned. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad en floskel var, men jeg kunne mærke, at det ikke var noget rart. Og det var rart, når min far sagde “han er som sunket i jorden”. Så mærkedes det tydeligt i maven, den der livlige rumsteren, som også nogle gange kom, når jeg sad oppe hos frisøren og skulle klippes. Frydefuldt var det, og det skulle Kaj ikke ødelægge.

“Jeg bliver heroppe og holder udkig.”

“Kom ned eller jeg skal komme op efter dig. Sådan en snothvalp, der tror han ved hvordan man leger russisk dommonist.”

Jeg mærkede, hvordan træet begyndte at gynge. Kaj var tung. Lidt for tyk. Så træet duvede hid og did. Jeg havde ikke lyst til at se på hans store fede krop, der langsomt var på vej op mod mig. Jeg vidste, at om lidt ville jeg få nogle bank. Det var der ligesom ikke noget at gøre ved, men jeg behøvede ikke at se på min bøddel, mens han kravlede op for at slå på mig. Så jeg kiggede rundt oppe fra toppen af træet. Jeg kunne se jernbanen, ja næsten ned til skolen, som jeg snart skulle til at gå på og jeg kunne se villaerne ved siden af. Jeg kunne ikke se København, Engang kom jeg til at sige til Niels, at jeg kunne se helt til København. Han grinede bare og sagde, at København var over 13 kilometer væk og at der ikke var nogen mennesker i hele verden, der kunne se så langt. Jeg prøvede at få øje på noget så langt væk, jeg kunne, ja, måske helt over til kabelfabrikken.

Imens hørte jeg Kaj bande og true mig med al verdens ulykker. Han var tæt på nu. Han stod på grenen under mig og pustede som et dyr. Jeg kunne så let som ingenting skubbe til ham. Så ville han falde ned, slå sig slemt og jeg ville få smæk og blive lagt i seng uden aftensmad. Og i morgen ville jeg få endnu flere bank, måske også af Niels.

Jeg løftede foden. I det samme blev himlen oplyst af et mægtigt lysglimt. Det så ud som om himlen eksploderede langt, langt væk, helt ovre i København. Vi klamrede os til træet og pludselig var Kaj ikke mere så stor og stærk. Han var rædselsslagen og da trykbølgen efter flere sekunder kom rullende, var braget øresønderrivende. Træet rystede og jeg kunne svagt høre Kajs angstskrig under mine fødder. Da braget fra eksplosionen var væk, kunne jeg igen høre Kaj.

“Det er en atombombe”, råbte han, “det er russerne, der har smidt en atombombe over København og nu bliver vi alle til stegte rødbeder.”

Jeg nåede lige at tænke på, hvordan stegte rødbeder så ud, da det gik op for mig, hvad det var, Kaj lige havde sagt. Atombomben og russerne og frygten havde vi levet med altid, men nu var det lige pludselig alt for nærværende. Jeg skubbede til Kaj på vejen ned og løb op til min mor.

Hun stod ude på trappen – der var et mægtigt leben. Alle damerne var ude og snakken gik højlydt. Jeg måtte mase mig forbi vores underbo, Tenna for at komme op til min mor på første sal.

“Skynd dig mor, vi må ned i et beskyttelsesrum, inden strålerne kommer.”

“Hvad er det for nogen stråler, du taler om?”

“Atom-strålerne. Russerne har smidt en atom-bombe over København og braget fik træet til at ryste. Og nu kommer atom-strålerne og gør os alle til rødbeder.”

Der var stille i opgangen et sekund eller to. Så gjaldede damernes latter rundt i det store rum og rungede i mine røde ører.

“Det er ikke en atom-bombe, der er sprunget, min dreng. Det er Valby Gasværk, der er eksploderet. Tennas svigerinde bor på Valby Langgade og hun har lige ringet og fortalt om det store brag. De mente nok, at det kunne høres helt herud. Og det må man sige, at det kunne. Jeg var ved at falde ned af min sy-stol, da jeg hørte det,” min mors stemme lød mild og norsk, sådan som min mors stemme skulle være.

“Det er ikke russerne, ikke i denne omgang i hvert fald,” Tenna stod og så på mig med det der voksne-blik, jeg hadede, “de kommer ikke i dag. Gå ud og leg igen.”

Jeg mumlede noget om, at jeg skulle tisse og gik ind i vores lille to værelses med fransk altan. Så ud mod Valby, hvor jeg forestillede mig, at der var røgsøjler. Der var ingenting. Så jeg satte mig og kiggede på mine frimærker. Jeg havde især nogle fra Ungarn med sommerfugle på, som jeg godt kunne lide. Og jeg havde en pincet og et gammelt forstørrelsesglas, som jeg havde fået af en af mine utallige onkler.

Efter maden gik jeg ned i rundkørslen til de andre. Vi var temmelig skamfulde, da vi mødtes. Kaj var der, og Niels. Jan var i biografen med sin storebror, en begivenhed, der på en anden dag havde været det eneste, vi ville snakke om. Nu gik snakken sløvt, vi var alle sammen blevet taget i næsen. Det fik os til at føle os barnlige og det var det værste, man kunne være. Så derfor opførte vi os som voksne. Spyttede, talte sagte og sparkede hele tiden til de små sten, der lå på fortovet. Det var dødkedeligt at være voksen. Heldigvis var der en af de store, der kunne fortælle, at der var flere døde efter eksplosionen i Valby. Vi lyttede med tilbageholdt åndedræt, udmalede detaljerne. Pludselig sagde Kaj, at det mærkeligste var, at der gik så lang tid.

“Først et lysglimt, der fyldte hele himlen, så blev der stille, hvor Svend-Erik, den bangebuks var ved at tisse i bukserne. Helt stille i ti sekunder. Så kom braget. Bum”, sagde Kaj, “det var brandlynemig en skid, der kunne høres helt til Tåstrup.”

Så gav han sig til at løbe rundt og slå prutter. “Bum”, sagde han, “prut.” Det havde vi ventet på, at nogen skulle slå en prut. Så vi løb alle sammen rundt og sagde bum og prrrruuuuuttttt. Vinduet i nr. 46 stuen til højre blev åbnet og fru Jørgensen stak hovedet ud. Hun var altid så irriterende. Bare det mindste, så åbnede hun det vindue og råbte til os, at vi skulle være stille. Vi løb pruttende op af Magnoliavej, op mod Brødbyvestervej, og nu var alt som det plejer. Da jeg tænkte det, kom fornemmelsen igen, den der varme følelse, som gjorde godt nede i maven. Jeg lo og løb efter de andre. Jeg var altid sidst, det var også fordi jeg var mindst, men heldigvis vidste jeg, at sådan ville det ikke altid være.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *