Historier

Svend-Erik Engh, en biografi

Kapitel 1

En lun augustdag i 1957 gik min højgravide moder over Østbroen i Glostrup. Formiddagssolen skinnede fra en skyfri himmel og bortset fra en smerte i det ene knæ var humøret i top. Min moder havde været nede ved Stella Nova for at aftale pris for billeder af den lille ny, når jeg kom ud fra hendes indre. Hun var på vej ud mod Magnoliavej, en sidevej til Brøndbyøstervej. Hun var kommet til højeste punkt midtvejs på broen, hvor hun standsede op og kiggede ud over togskinnerne.

Et brunt S-tog stod på perronen på vej ind til København. Linie B fra Glostrup til Holte. Der var en summen af sommer og sol på denne smukke tirsdag.

Hun vidste ikke, at min fader kun to måneder senere skulle stå på samme bro og kigge op i nattehimlen for at få øje på en stjerne, der bevægede sig og som var sendt op af russiske kommunister. Sputnik 1 var en enestående begivenhed for den tids mennesker, det er svært at fatte for os, hvor raketter bliver sendt op dagligt.

Min moder holdt sig på den udspilede mave, mens hun smilede bedrevidende. Byen var rolig set oppe fra broen. Togfløjten nede fra S-togs stationen fik det brune S-tog til at forlade stationen og toget kørte ind under broen, hvor min moder stod og betragtede det hele, som højgravide nogle gange gør. Med et lidt bedrevidende smil, ”I skulle bare vide, al jeres mas og løben rundt er for ingenting mod det, der foregår inde i min krop. Om lidt vil jeg bringe et vidunder til verden og ingenting vil nogen sinde blive det samme.”

Hun så ud over skinnerne i retning mod Vridsløse, hvor fængslet lå. Når min moder tænkte på at der et sted derude sad en gruppe mænd, der havde gjort noget forfærdeligt, skuttede hun sig altid umærkeligt og krøb lidt ind i sig selv af angst. Så var det bedre med hendes mand, Aage, min fader. Han var en rigtig arbejder med to store hænder og en enorm styrke i de ikke særligt imponerende overarme. De var ikke store, men desto stærkere. Aage sagde ikke så meget, men hun kunne stole på ham og han var da også gået på arbejde ude hos Poul Bergsøe og Søn med et: ”Er du nu sikker på, at jeg ikke skal blive hjemme? Hvad nu hvis fødslen går i gang og husk hvordan det var med Else Marie og …” Hun havde leende skubbet ham ud af døren og sagt, at det ikke skete i dag. ”Sånt vet kvinner”[1], havde hun lidt kålhøgent proklameret i opgangen, så Fru Larsen inde ved siden af og Thomsens i stuen fik besked, samtidig med at hun beroligede sin mand.

 

Et damptog nærmede sig fra Valby. Pludselig mærkede hun en smerte og det, hun havde frygtet siden hun blev klar over, at hun var gravid, var nu en realitet. Hun stirrede vildt ud for sig, hendes åndedræt var heftigt, selv om fødslen kun lige var i sin opstart. Hun mindedes hvordan min storesøster fem år før var blevet født efter seksogtyve timers presseveer. Du læste rigtigt: seksogtyve timers presseveer.

Helt indhyllet i damp fra toget under hende, forsøgte hun at bevare roen. Hun trak vejret dybt. Det hjalp. Det gjorde pludselig ikke så ondt mere. Hun gik nu målrettet tilbage hvor hun kom fra, tilbage mod Glostrup, op på Hovedvejen og hen til Fødeklinikken, der lå på første sal.

Da hun ankom til Glostrup Fødeklinik – der var ca. tyve minutters gang fra Østbroens højeste punkt og fødeklinikken i højgravid gang – var hun allerede otte cm. åben og fødslen var langt fremskreden. Med et ’blob’ var jeg ude og jordemoderen skar navlestrengen over, mens hun kærligt fik min mor til at forstå, at det var overstået. At hun havde født. Min mor stirrede på mig og rystede på hovedet. Var det det? Lidt stram­ninger hen over maven, nogle få skarpe smerter, lidt mere trykken og så det der lammende jag efterfulgt af et ’blob’, kunne det virkelig passe, at det var det? Jeg havde skreget sådan som babyer skal, så langsomt accepterede min moder, at sådan kunne fødsler også være.

Hun strøg højre hånds pegefinger over min babyhals i venstre side og mærkede et sekund angst. Der var et tydeligt ca. to centimeter langt modermærke, der løb fra kanten af halsen lige neden for kindbenet. Som om huden var foldet over et tyndt ar. Min moder så på mærket og gispede. Det var præcis, som hun havde forestillet sig det. For mindre end en uge siden havde hun plukket jordbær på skrænten ved Holte station, da en hugorm krøb væk fra det sted, hvor hun stod. Hun havde forskrækket taget sig til halsen lige på det sted, hvor mit modermærke var. Om natten havde hun drømt, at den lille dreng, som hun vidste var hendes søn, forskrækket havde taget sig til halsen, da slangen bugtede sig af sted i jordbærkrattet.

 

Hun mærkede, hvordan mit åndedræt fulgte hendes. I ni måneder havde jeg været symbiotisk forbundet med dette vidunderlige væsen, som jeg senere skulle lære at kende som ’mor’, og mit åndedræt, min hjerterytme og hele jeg var i rytme med hende. Lettere lamslået over alt det lys og alle de mennesker lå jeg bare og stirrede ud i luften. Den første mælk fra de fyldige bryster var vidunderlig og et livslangt forhold til kvinders attri­but­ter blev grundlagt der, i Glostrup, i Fødeklinikken på før­­ste sal.

Da min storesøster og min far kom ind på klinikken for at se vidunderet, blev jeg på den måde gjort opmærk­som på, at livet ikke kun var smukke bløde bryster og varme stemmer, der hele tiden ville en det bedste. Livet var også skærende børnestemmer, der vil have deres vilje. Min storesøster var fem år og efter et kvar­ter, hvor hun havde holdt mig og egentlig syntes, at jeg var grim, som de fleste nyfødte er, tabte hun hurtigt interessen og begyndte at plage min far for at tage hjem. Hun havde fået en dukke i fødselsgave og den var da god at lege med her på fødeklinikken, men min storesøster ville meget hellere hjem og lege med de andre dukker, så de kunne blive præsenteret for den lille ny. Dukken var i en yndig lyserød chiffon kjole og havde stirrende blå øjne, som lukkede, når min storesøster vippede med hende. Hun havde en kyse på og så så yndig og fin ud. Hun blev lynhurtigt døbt Britt. Til sidst blev det for meget for min far. Selv om han egentligt godt ville være i klinikken lidt længere, blev han nødt til at tage sig af min storesøster, der overhovedet ikke syntes, at det var fantastisk at hun nu skulle dele min moder og min fader med et snottet vræleapparat, der hele tiden tissede, tog al min moders opmærksom eller sov.

 

[1] Min moder var hele livet igennem trofast mod en norsk tone. Hun lærte aldrig ikke at udtale bogstaver, som er et kendetegn ved det danske sprog. Et ’d’ f.eks. skal jo ikke udtales, det skal vælte ud af munden med en mærkelig tungelyd. Ordet ’kedeligt’ bliver markant anderledes, når du udtaler d’et tydeligt og når endelsen ’ligt’ bliver markeret med et optimistisk sving.